Vi er overbeviste om, at det at skabe et godt midlertidigt hjem for familierne på hospitalet er afgørende for at få dem nemmere hjem til livet igen på den anden side.
Ønsket om at opretholde hverdagen med familieliv, privatliv og rutiner er svært at imødekomme i de rammer der tilbydes i dag med flersengsstuer, manglende plads til pårørende og begrænsede handlemuligheder.
I forbindelse med forberedelserne til MARYS er der gennemført kvalitative brugerundersøgelser, der tydeligt viser familiernes utilfredshed med rammerne i dag.*
Gennem tests har vi afprøvet forskellige løsninger, der i højere grad skal imødekomme familiernes behov. Vi har blandt andet indrettet en pilotstue på Rigshospitalets fødeafdeling til de familier, der oplever tab i forbindelse med graviditeten. Her viser evalueringen, at familierne oplever en hjemlig stemning, får flere besøg af familie og oplever øget muligheder for at gøre ting selv.
Vores tests viser, at det betyder meget for personalet at kunne tilbyde hjemlige rammer til familierne og det dermed øger deres tilfredshed.